Nogle gange er det virkeligheden og den verden man er lever i,
der sætter de største spor i en? Det er bla. når andre folk spørger eller
konstatere ting, at det gør rigtig ondt.
Men samtidig er det også med til at gøre en bevist, om at
man ikke kan, eller vil leve et liv som fed, være træt og have kort lunde, og
de andre bivirkninger, der jo følger med når man er overvægtig, jeg vil i hvert
fald ikke, hverken være eller have det sådan mere?
Det er mit liv, mine valg og jeg må selv tage ansvar, da jeg
desværre ikke kan give andre skylden, for at jeg er der hvor jer er i min vægt…?
For noget tid siden havde vi nogle gode venner til middag,
den sundelivsstil er blevet et stort samtale emne i vores vennekreds generelt,
denne aften uden undtagelse… Og i den forbindelse bliver jeg stillet
spørgsmålet: ”Jamen, du har da set dig i spejlet hver dag? Hvordan kan du så
ikke have set at du har taget på?” Og helt ærligt, jeg så det ikke komme?
For knap 2 år siden fødte jeg den skønneste lille pige, hun
er mit et og alt, og jeg så faktisk ikke andet end hende? (måske dem der er
mødre kender det)
Jeg gik ind i en periode, hvor legins, strømpebukser og oversize
bluser, var det tøj jeg gik i, I starten fordi så kunne jeg amme, og efter
fordi det ikke strammede og det var super behageligt.
Da den hun var omkring et år, var det som om jeg blev ramt
af et lyn fra en klar himmel…
For hvem f.. var hende i spejlet? Hvem havde spist mig??? Og
hvem havde tørre tumlet alt mit tøj?
Tænker hvis jeg nu havde gået mere i cowboy bukser, om jeg
så var blevet mere bevist om det problem jeg havde skabt for mig selv, de havde
i hvert fald sladret, for det er jo den type bukser der ”fortæller”, med det
samme hvis det går den forkerte vej?
Ville ønske at jeg ikke skulle være så ked-af det og i sammen
moment, gå og miste troen fuldstændig på mig selv…og at jeg kun skulle tabe
måske 5 kilo..? Men Hey nu er det altså 30 kilo der bare ikke er velkommen, og
så må jeg jo tage kampen op imod dem?
Men når det så er skrevet, så er det ikke kun folk der tæt
på en, der kan sige eller gøre ting, man må tage til eftertanke…?
Kæresten og jeg har været på forlænget weekend og i guder
det var SKØNT, men det at skulle være omgivet af mange mennesker, kan være
hårdt, når man er typen der tænker meget på hvad andre tænker om en, så fik jeg
et kæmpe klask, lige i ansigtet…?
Da vi skulle sætte os i flyveren… kunne min ”røv” ikke være
imellem armlænene…WHAT T.. F? viste godt jeg var overvægtigt, men den her havde
jeg ikke set komme, tog det egentlig okay, sank lige en ekstra gang, og
kæresten min, løftet armlænet og så gik det fint, når jeg kunne sætte mig lidt
på hans sæde… det var ikke sjovt, men klaret den og vi havde en fantastisk
tur..! Men men men,… vi skulle også flyve hjem igen… og Hey samme problem?
Ved klargøring til afgang, kommer en fra fly personalet, og
siger vi skal tage armlænet ned, jeg prøver, diskret at forklare hende at det
kan det ikke, og hun bliver ved, 4 gang jeg prøvede at forklare hende på
engelsk, at det kan det ikke, og jeg nu også er helt rød i hovedet, af flovskab
(hvis der er et ord der hedder det) samtidig med at størstedelen af de omkring sindene
passagerer, også havde fanget budskabet, fattet hun det…? Hvor efter jeg bare måtte
erkende et kæmpe nederlag og brød hulkende sammen? Nogle af passagerne skulle
ligefrem næsten rejse sig op i sædet, for at få det hele med…(dette fortalte
kæresten bagefter, jeg sat med hovedet i hans arme) magen til ydmygelse, kan
jeg ikke huske hvornår jeg sidst er blevet udsat for…?
Og ærligtalt så går der noget tid før jeg flyver med easyjet
igen, og når det sker, kan jeg love for at min bagdel skal være så lille at den
kan være imellem de to armlæn BASTA.
Let the game begin, jeg vil trives i min krop igen… 5,1 kilo
er sparket til hjørne..24,9 to go…
